Honeymoon i Paris.

14658384_10209299741083964_906819652_n.jpg
(”Honeymoon i Paris” af Jojo Moyes, oprindeligt udgivet i 2012 af Penguin, denne udgave er fra 2014 udgivet af Cicero/Rosinante&CO og oversat fra engelsk af Marianne Linneberg Rasmussen)


Kærlighedsfortælling fra byernes by om to nygifte par, hvis historier på overraskende vis griber ind i hinanden, selv om næsten et århundrede skiller dem.

1998. Liv Halston har noget impulsivt giftet sig med arkitekten David, som hun ku har kendt kort tid. Nu er de taget til Paris på bryllupsrejse, men det er på ingen måde den romantiske tur, som Liv havde glædet sig til.

Små halvfems år tidligere er et andet par netop blevet gift: Provinspigen Sophie har forelsket sig i Édouard, en talentfuld kunstner uden sans for penge, og Sophie opdager, at livet som kunstnerhustru i Paris er noget mere kompliceret, end hun havde forestillet sig.

Begge kvinder må sande, at lykken er lunefuld, og at jalousien og tvivlen ligger på lur, lige når man tror sig allermest lykkelig. (Fra bogens bagside)


Jojo Moyes miniroman, ”Honeymoon i Paris” er en underholdende og sød historie. Historien om Sophie og Liv fortsætter i ”Hende du forlod”.

”Honeymoon i Paris” skildrer to kvinders ensomhed efter at være blevet gift. Selvom historien har en trist indfaldsvinkel, er det en smuk lille historie, der bærer en slutning som varmer en om hjertet. Man føler hurtigt med de to karakterer Sophie og Liv. Deres frustrationer skinner igennem på en menneskelig måde, og jeg faldt hurtigt for Moyes personkarakterstik.

Bogen skifter henholdsvis mellem nutiden, som er 1998 og fortiden, som er 1912. Den illustrerer fint samfundsforskellene mellem de to tidspunkter. Man ser to sider af Paris, hvilke begge er charmerende.

Moyes gør et fantastisk arbejde med bogens velformulerede sprog. Flere af sætninger faldt jeg over og tænkte: Hvor er det fint skrevet. Blandt andet som denne:

”Han havde så nemt ved at sælge sine malerier, at hans venner i Académie Matisse måtte være grønne af misundelse, men han ulejligede sig kun sjælendt med at forlange noget så trivielt som rede penge for dem.”

Bogen har nogle beskrivelser som er super flotte, som fik mig til at føle, at jeg selv befandt mig i Paris igen:

”De bliver stående et øjeblik i solen på det brede fortov. Trafikken snegler sig hen langs floden, en knallert smutter ind og ud mellem bilerne, der holder stille. Solen giver bygningerne det der blåhvide skær, som er så særlig for Paris.”

Derudover vil jeg gerne pointere, at alle omslagene på Moyes bøger er fantastiske. De er super smukke, og jeg elsker at have dem stående på min reol. Her er nogle eksempler på bøgernes super fine omslag:

Efter dig

Toner i natten
En plus en

Jeg synes, at Moyes miniroman var rigtig charmerende, og jeg skal uden tvivl læse ”Hende du forlod”.