Kald mig prinsesse.

14619887_10209297456386848_1380039569_n
(”Kald Mig Prinsesse” af Sara Blædel, oprindeligt udgivet i 2005 af Lindhardt og Ringhof, denne udgave er fra 2011 af People’sPress)


Da drabsafdelingen på Københavns Politigård modtager en anmeldelse om voldtægt af en ung kvinde, bliver kriminalassistent Louise Rick sættes på sagen. Det viser sig, at opklaringsarbejdet bliver mere kompliceret end ventet. Kvinden er nemlig blevet voldtaget af en mand, hun har mødt på en datingsite på internettet, og den identitet, han har opgivet er falsk.

En gennemgang af uopklarede voldtægtssager afslører flere med et tilsvarende mønster, og da en ung kvinde kort efter findes kvalt i forbindelse med endnu en voldtægt, sættes alle ressourcer i afdelingen ind på at finde den serieforbryder, der opererer i ly af internettets anonymitet.

Men alle spor ender blindt, og det går op for Louise Rick, at de er nødt til at tage utraditionelle metoder i brug, hvis de vil finde manden, inden der sker en ny forbrydelse. Derfor opretter hun selv en netdating-profil … (Fra bogens bagside)


¨Kald Mig Prinsesse¨ er min første bog af Sara Blædel, og jeg var bestemt tilfreds.

Historiens starter lige på in medias res, og fanger med det samme. Man bliver kastet ud i den første forbrydelse, som beskrives detaljeret. Det er skræmmende realistisk og de hårde gerninger løber en koldt ned af ryggen. Bagefter skifter vi synsvinkel til kriminalassistent Louise Rick. Jeg finder Blædels opstilling interessant og den øger i den grad spændingen. Hun starter bogen med en forbrydelse, og de andre forbrydelse bliver beskrevet ligeledes på samme måde senere henne i bogen, hvor man følger offeret og gerningsmanden.

Jeg vil dog sætte en finger på karakteren Louise Rick. Jeg synes, at introduktionen af hende og hendes personlighed, manglede noget. Det var først senere inde i bogen, at jeg virkelig fandt hende interessant og følte med hende. Især et kapitel i bogen, skaber en kæmpe medfølelse for hende, hvor hendes kæreste igennem 6 år ender deres forhold:

”Hun gik ud i køkkenet og stod lidt og lyttede til hans skridt, da han forlod stuen. Hørte, at han trak den store rejsetaske ned fra skabet og åbnede en skuffe. Det føltes uvirkeligt. Hun havde ingen fornemmelse af tid, ingen fornemmelse af, hvordan hun egentlig havde det. Et forvirret rod, der var trukket ud af tid og sted. Hun satte sig ved spisebordet og stirrede ud i luften. Hun havde lyst til at gå ud i den friske luft, men musklerne i hendes krop reagerede ikke, da hun forsøgte at rejse sig.”

Det er en menneskelig og genkendelig følelse af tomhed Blædel beskriver, som karakteren Louise Rick går igennem. Blædel rammer plet.

Spændingskurven er forsat kun stigende, og jeg åd den sidste halvdel af bogen. Mysteriet af forbrydelsen er super spændende, og sporene man bliver givet løbende, er en faktor for vækkelsen af ens nysgerrighed.

Louise Ricks alternative måde at komme tættere på forbryderen er skræmmende, og man kommer tættere og tættere på hvem der er på spil.

Selvom slutningen var hæsblæsende og ramte lige på, var jeg lidt skuffet over det sidste kapitel. Louise Rick opdager hvem forbryderen er, og anholdelsen er fuld af action og bekymring. Bagefter er der nogle små løse ender, jeg synes skulle lukkes. Karakteren Henning og hans forhold til broren Jørgen, manglede forklaringen ifølge mig. En sådanne slutning ville for mig have været prikken over i’et. Det kan selvfølgelig argumenteres for, at det ikke ville være en nødvendighed efter endt katastrofe, men jeg synes det manglede i betragtning af bogens sidste side.

Plottet er gennemtænkt og Blædel leder én imod en teori, hvorefter hun overrasker med et banebrydende  spor, og man vender 180 grader. Det er et velskrevet sprog, som giver et medvirkende præg til bogens spænding. Historien er realistisk og behandler et af vores senmoderne samfunds metoder at møde mennesker på – hvilket er lige præcis det som gør den troværdig. Den satte mine tanker i gang, og virkede foruroligende på mig. Blædel gør lige nøjagtigt det en god krimiforfatter skal kunne i følge mig: at vække ens sind omkring, hvor sindssyge og forstyrret mennesker egentlig kan være.