Den Kroniske Uskyld.

14593760_10209189761894553_715213588_n
(”Den Kroniske Uskyld” af Klaus Rifbjerg, udgivet første gang 1958 af Det Schønbergske Forlag)


Det er fortællingen om de to skoledrenge Janus og Tores venskab gennem mellemskole- og gymnasietiden, skildret med varm indleven og en chokerende iagttagelsesevne, ofte i mytens form og hele tiden med en sproglig fantasi og frodighed, som næsten tager vejret fra læseren. Vi oplever den herlige og geniale Tores forelskelse i Helle, den beundrende og ligeledes forelskede Janus i hans selvvalgte rolle som de elskedes fortrolige og tredje hjul i vognen. Sluttelig stilles vi over for katastrofen, der fører død og sindsyge med sig. (Resumé fra 17. oplag)


Klaus Rifbjerg skildre med ”Den Kroniske Uskyld” hvordan det er at være ung. Han formår, at gengive mange af de følelser, man udsættes for i de unge år. Selvom bogen starter tidsmæssigt under 2. Verdenskrig, er følelserne og frustrationerne fra karaktererne de samme som de er i dag.

Historien er fortalt af en jeg-fortæller, Janus. Janus har uendelig mange tanker, og hele første kapitel er kun hans tanker, vurderinger og konklusioner. Man lærer Janus at kende ud fra hans tanker, og får mere og mere forståelse og følelse for ham igennem bogens forløb.

Det bliver hurtigt tydeligt, at Janus er meget betaget af og beundre hans gode ven Tore.

”Man kunne blive helt tosset med ham. Jeg havde været det i flere år, og vi sad ved siden af hinanden det ene år efter det andet. For jeg kunne ikke undvære ham.”

Igennem hele bogen portrættere Janus, Tore som den perfekte dreng, som alle kan lide, og som kan gøre lige hvad han vil i verdenen. Janus er afhængig af Tore, og den tryghed hans venskab giver ham. Janus lever igennem Tore, med hensyn til nogle begivenheder, herunder Tores forhold til Helle. Han har en dyd beundring for Tore og hans selvstændighed. Derimod er Janus selv meget usikker på sig selv:

”Hvad er det også for et navn at rende rundt med. Janus, banus, sanus, hanus, manus, panus, lanus, lort. 

Men han får mere selvtillid igennem hans venskab med Tore.Han er lykkelig for sit venskab med Tore, og stolt over at han har fået fingrene i ham, som han også udtrykker det på side 33. Derudover er Janus tillid til Tore kolossal. Alt hvad Tore gør er det rigtige ifølge Janus:

”Der er ingen, der aner, hvad det vil sige at gro sammen med sådan en fyr, hvis man ikke har prøvet det. Jeg voksede langt ind i Tore. Det var altid Tore og Janus og Janus og Tore. Hvergang der blev lavet et eller andet, så var det altid Tore og Janus, der lavede det, selvom det selvfølgelig mest var Tore. Jeg var ligeglad, hvad det var, hvis Tore havde lyst til det, så havde jeg også, fordi det var det rigtige at gøre.”

Der er tydeligt fra starten, at Janus følelser for Tore er meget stærke og mere end bare venskabelige. Jeg synes, at Janus konstante tanker om Tore og alt han gjorde og var, var dybt interessante. Jeg kunne ikke vente med at se, hvad deres venskab ville bringe, men det stod klart, at der ville komme noget stort og altafgørende i bogens slutning. Halvvejs inde i bogen, indrømmer Janus også i sine tanker, at han er forelsket i både Tore og Tores kæreste Helle:

”Det var en sær fornemmelse at være forelsket i to mennesker på een gang, oven i købet to mennesker af forskelligt køn.”

Jeg var vild med Rifbjergs menneskelige skildring af hovedkaraktererne. De er komplekse, og der er mange følelser der både kommer til udtryk direkte og indirekte i bogen. Spændingen bygger sig op igennem bogen, og man har hele tiden på fornemmelsen, at der vil ske noget banebrydende. Det sker bare ikke før til aller sidst i bogen, hvor man bliver chokeret. Der er spor som leder én til bogens slutning, men det forfærdelige omfang det præcist ender ud i, er uforudsigelig for læseren.

Jeg kan godt lide de levende beskrivelser og metaforer som Rifbjerg bruger i ”Den Kroniske Uskyld”. Blandt andet den her sætning, synes jeg var genial skrevet:

”De bevægede sig rundt om hinanden som kloder, hvor polerne er helt i balance, mens jeg følte mig som en ulykkelig måne, der var slået skæv i sin bane.”

Han skaber fantastiske billeder for læseren, med hans levende beskrivelser.

Alt i alt er jeg vild med bogens til tider humoristiske dialog, spænding og skildringen af personerne. Jeg synes, at det var god og interessant læsning om unge menneskers liv, og hvordan de pludselig får forståelse for, hvor store konsekvenser ens handlinger kan have. Ydermere efterlader bogens slutning en lamslået og forfærdet over konsekvensernes brutaliteten.