Jane Eyre.

17140911_10210611592879439_359298754_n
(”Jane Eyre” af Charlotte Brontë, udgivet i 1847. Min version er fra 2016 af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S)

________________________________________________________________

Den fattige og forældreløse Jane vokser op i 1800-tallets England hos sin onkel og dennes tyranniske kone og børn. De mishandler hende både fysisk og psykisk og sender hende til sidst på kostskole.

Efter Janes skoletid er forbi, får hun arbejde som guvernante på det store gods, Thornfield Hall. Her stifter hun bekendtskab med godsets ejer, den mystiske mr. Rochester, som hun senere forelsker sig i, og sammen med ham lærer hun gradvist sine følelser og lidenskaber at kende. Men både Thornfield Hall og mr. Rochester gemmer på dystre hemmeligheder. (Fra bogens bagside)

_________________________________________________________________

Jeg har rigtig længe gerne ville læse ”Jane Eyre”. Det er én af de der bøger, man skal læse på et tidspunkt, hvis man er vild med litteratur. Jeg fik den i julegave, og har glædet mig til at komme i gang med min smukke version fra Lindhardt og Ringhof – wauw for et flot cover! Jeg færdiggjorde min læsning sent i går aftes, og jeg var bestemt ikke skuffet. ”Jane Eyre” er en victoriansk klassiker som slog benene væk under mig. Det er en lidenskabelig og smuk fortælling om en pige der bliver til en kvinde, og som på livets vej møder en masse udfordringer og forhindringer som gør hende til den kvinde hun bliver. Bogen vandt mit hjerte, og gav mig en vidunderlig oplevelse med på vejen.

Charlotte Brontë skriver med et så fint og smukt sprog. Hun har en fantastisk sans for beskrivelser af smukke omgivelser. Stemningen stråler ud igennem siderne og tryllebinder én. Hun formår at hive én med ind i historien, så man er helt og aldeles betaget. Hun benytter op til flere gange udtrykket ”og det er så sikkert som amen i kirken”. Det er ikke et udtryk jeg kendte i forvejen, men jeg elskede det. Det gav mig følelsen af, at jeg virkelig befandt mig i en historie i 1800-tallet, selvom historie både er skrevet i et nutidigt sprog og oversat fra engelsk. En flot sammenligning hun kommer med i starten af fortællingen lyder sådan her:

”Jeg havde for første gang smagt hævnens sødme, men som aromatisk vin, som drikkes varm og krydret, var eftersmagen metallisk og ætsende og gav mig en følelse af forgiftning.”

Derudover fungerer hendes forfatterkommentarer super fint. Jeg var rigtig vild med den måde hun brugte forfatterkommentarerne til at være informerende, men også hvordan hun brugte den til at være komisk. Forfatterkommentarer giver historien en opløftning til at være mere håbefuld. Det føles som om at hun fortæller historien til én, og fordi hun fortæller den, ved man at hun kommer ud med livet i behold.

Charlotte Brontë har skabt et flot og gennemtænkt persongalleri. Hendes karakterer er unikke hver og én. De giver hver deres til fortællingen, og deres væsener er interessante at dukke ned i. Udviklingen af Jane Eyre er naturligvis den mest interessante, og måske endda dét, som gjorde bogen helt igennem unik og storslået for mig. Hun går igennem så ubeskriveligt mange lidelser, og kæmper til det sidste. Hun kommer ud på den anden side, som en spektakulær kvinde, som kun kan være stolt af sig selv, på trods af den modsat hun har mødt igennem sit liv.

”Jeg sendte hende af sted i mit ærinde, og derefter tog jeg et overblik over situationen. Jeg var altid undseeligt veget tilbage for arrogance. Måden, jeg var blevet modtaget på i dag, ville for et år siden med det samme have fået mig til at forlade Gateshead, men nu beherskede jeg mig og fandt, at det ville være yderst tåbeligt.”

Hun har ændret sig gevaldigt, og besidder en selvbeherskelse der er yderst respektabel. Noget som hendes onkels kone og børn virkelig kunne lære noget af. Det er en smuk fortælling, om kampen som forældreløs og følelsen af at være alene i verden. Hun skaber et liv for sig selv. Endnu et stykke omkring Janes betydelige personlighedsudvikling mht. hendes følelser omkring mrs. Reeds hendes onkels kone:

”Det er en lykke, at tiden kvæler længslen efter hævn og tysser udbruddene af raseri og afsky. Jeg havde forladt denne kvinde i bitterhed og had, og jeg vendte tilbage til hende nu med ingen anden følelse end en slags medlidenhed med hendes lidelser og et stærkt ønske om at glemme og tilgive alle uretfærdigheder – at blive genforenet og trykke hende venligt i hånden.”

Jane Eyre kommer også med en interessant betragtning, som er lige så sand i dag, som den var dengang:

”Unge damer har en særlig måde at lade én vide, at de synes, man er latterlig, uden at sige det ligeud. Et vist overlegent udtryk, en vis kølighed og nonchalance i tonen udtrykker fuldstændigt deres følelser uden at tillægge dem en direkte grovhed i ord eller gerninger.”

Jeg synes, at det var et specielt stykke, da det er noget som er lige sådan den dag i dag. – og formentlig noget som aldrig vil ændre sig.

Historien er fuld af lidenskab, og gnisterne i mellem mr. Rochester og Jane er uimodståelige ikke at falde for. Den er en vidunderlig kærlighedshistorie som brænder sig fast. Bogen har fået en plads i mit hjerte, og jeg elskede at følge Jane på livets rejse. Man kan ikke undgå at holde af karakteren, og jeg vil helt klart anbefale bogen.